Jeg er 49 år gift med Bent og sammen har vi 5 børn på 8, 16, 20, 21 og 24 år. Vi har boet i Hvidovre i et halvt dobbelthus i Strandmarkskvarteret siden 2005 og har hunde, katte, høns og kaniner i haven, hvor jeg også eksperimenterer med urban farming, som på dansk er en masse spiselige grøntsager i haven i stedet for græsplæne.
Jeg har været politisk aktiv on-off siden gymnasietiden og har været med i SF Hvidovre siden vi flyttede hertil. Vi har en fantastisk lokalgruppe med alle generationer repræsenteret, og vi er efterhånden blevet en slags familie.
Udover politik og familieliv har jeg de sidste snart to år gået på ManuVisionskole for at uddanne mig til kropsterapeut. Det er en terapiform, som bl.a. hjælper nervesystemet med at falde til ro, og det harmonerer meget godt med min indstilling til at krop og psyke hænger uløseligt sammen. Jeg behandler klienter i mit hjem, når der er plads i kalenderen, men jeg prøver også at efterleve mit SF yndlingsmotto RO PÅ, hvilket selvfølgelig er nemmest i teorien. Cykling er min ventil, som jeg har svært ved at undvære i en travl og både fysisk og psykisk udfordrende hverdag og jeg kører sjældent bil, hvis jeg har en cykel ved hånden.